Anne Hjernøe er ikke i tvivl: Det skal være mit sidste måltid
Anne Hjernøe har rejst hele vejen gennem Canada med vennen Anders Agger, og i sidste afsnit af ”Anne og Anders i Canada” er de nået til den østligste del af landet.
Tv-duoen tager til provinsen Nova Scotia, der er det latinske navn for Ny Scotland og er kendt som Hummerlandet.
Og det er et sted, som Anne Hjernøe i den grad har set frem til at besøge. Hun er nemlig vild med skaldyr.
- Det er mit drømmeland. Jeg elsker hummere og seafood, udbryder Anne Hjernøe i programmet, mens hun sidder i bilen med Anders Agger og har kurs mod Nova Scotia.
- Det er jo nok det, der skal være mit sidste måltid, hvis jeg fik sådan et. Det skal være ting, der er hevet op af havet, fastslår Anne Hjernøe.
Da de når frem til Nova Scotia, får den 54-årige tv-kok mulighed for at komme med ud og fange hummere.
Og senere er det hummer, der er på menuen, når hun til sidst i programmet laver mad til Anders Agger og de gæster, de er på besøg hos.
Sidste afsnit af ”Anne og Anders i Canada” sendes søndag den 27. august kl. 20.00 på DR1.