3. maj. 2024
Af Majken Munk

Anders Agger mødte Amalie i sit Indefra-program: Sådan har hun det i dag

Amalie og Anders Agger i "Indefra med Anders Agger"
Amalie og Anders Agger i "Indefra med Anders Agger"
Foto: Christian Korsager Mud
I ”Indefra med Anders Agger” mødte vært Anders Agger 20-årige Amalie på bostedet Holmstrupgård. Nu sætter hun ord på, hvordan hun har haft det siden optagelserne.

Anders Agger har i sin tolvte sæson af DR-programmet ”Indefra med Anders Agger” fået lov at besøge Holmstrupgård, der ligger uden for Aarhus.

Det er et socialpsykiatrisk bosted for unge.

Én af dem, han møder på bostedet, er Amalie på 20 år.

I det sidste afsnit har hun ladet sig frivilligt indlægge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Skejby Sygehus.

Det er fortsat noget, hun benytter sig af, men hun arbejder på, at der skal gå længere tid mellem sine indlæggelser. Det skriver DR.

På Amalies gode dage har hun overskud til to timers skolegang og en masse restitution, hvor hun strikker og ser tv-serier.

På de dårlige dage bliver hun under dynen.

Optagelserne til ”Indefra med Anders Agger” sluttede i efteråret, og siden da har Amalie ladet sig frivilligt indlægge omtrent hver 14. dag, men hun kæmper for, at der skal gå længere tid imellem.

20-årige Amalie har fået diagnoserne ”ikke-organisk psykose” og en ”emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderline type”.

Når hun skal sætte ord på, hvordan hun har det, er svaret ”nogenlunde”.

Da hun bliver bed om at uddybe, kræver det en lang pause, før hun finder ordene.

- Jeg svinger mellem at have det godt og tro, at jeg aldrig skal indlægges mere. Så er der et mellemstadie, hvor jeg har det lidt dårligt, men fint nok. Og så når jeg et punkt, hvor jeg ikke kan se, at jeg nogensinde kan få det godt igen. Hvor jeg slet ikke kan være i min krop, fortæller hun til DR.

Når snakken falder på Holmstrupgård, er hun klar over, at det har hjulpet hende at være der. Sådan så der er en udsigt til en fremtid.

Amalie betegner Holmstrupgård sådan, at det har hjulpet hende til at tro, at hun har en mulighed for at komme videre i sit liv.

Læs mere om: