DR og TV 2 går sammen: Natasja Crone og Johannes Langkilde er værter på vigtig aften
DR og TV 2 har ligesom en række andre medier dækket krigen i Ukraine tæt, og nu går Danmarks to store tv-stationer sammen.
Under overskriften "Sammen for Ukraine" samler DR og TV 2 nemlig ind til ofrene fra krigen, der lige nu raser i Ukraine, og det hele kulminerer med et stort indsamlingsshow i næste uge.
Behov for hjælp
- De humanitære behov i Ukraine og nabolandene er steget voldsomt de seneste dage. I første omgang handler det om overlevelse og basal nødhjælp, men også om, at mennesker har adgang til kontanter eller får et tag over hovedet. Det er fantastisk at se danskernes engagement og vilje til at hjælpe, og nu får vi alle en mulighed for at vise opbakning og solidaritet - både i form af ord, gennem musik og ved at støtte organisationer, som lige nu arbejder i døgndrift, udtaler Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp og i denne sammenhæng repræsentant for de organisationer, der samarbejdes med.
Crone og Langkilde er værter
På værtsfronten bliver samarbejdet mellem de to tv-stationer også tydeligt, for det er Natasja Crone, der er vært på TV 2, som sammen med DR’s Johannes Langkilde skal stå i spidsen for showet, der bliver en realitet på baggrund af nogle dybt tragiske omstændigheder.
DR og TV 2 samsender lørdag den 12. marts showet direkte fra Rådhuspladsen i København, og her er der, så længe der er plads, åbent for alle, der har lyst til at støtte initiativet. Man kan også se med via storskærm i både Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
I løbet af aftenen vil der være gennemstilling til DR’s og TV 2s korrespondenter i og omkring Ukraine, ligesom udsendelsen også byder på stærke portrætter af helt almindelige ukrainere.
Undervejs vil der også være optrædener fra en række af Danmarks bedste musikere.
Man kan se med direkte 12. marts fra klokken 19.30 på begge kanaler.
Det er allerede nu muligt at støtte indsamlingen til ofrene fra krigen i Ukraine. Man kan donere 150 kroner ved at sende en SMS med "HJÆLP" til 1234, eller man kan donere et valgfrit beløb via mobilepay til 405042.