18. aug. 2024
Af Lene Skriver Bak

Det får Thomas Evers Poulsen til at græde: Går rent ind

Thomas Evers Poulsen.
Thomas Evers Poulsen.
Arkivfoto: Martin Høien
Thomas Evers Poulsen blev mobbet som barn og derfor er det vigtigt for ham at gøre en forskel for børn som ambassadør for Julemærkefonden.

Når Thomas Evers Poulsen hører børn fortælle om deres oplevelser med mobning, går det rent ind.

Den 46-årige danser kan ikke holde sin reaktion nede, fortæller han i et interview med ugebladet Ude og Hjemme.

– Jeg har tit svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg hører børn fortælle om det samme, som jeg selv oplevede. Det er især svært at høre, hvordan de begynder at tvivle på sig selv, forklarer Thomas Evers Poulsen til ugebladet og fortsætter:

– Derfor er det også vigtigt at give dem et håb for fremtiden. For livet slutter ikke i skolen. Det er lige begyndt.

En af måderne Thomas Evers Poulsen prøver at give børnene håb er som ambassadør for Julemærkefonden, der har som erklæret mål, at ingen børn skal stå uden for fællesskabet.

I forbindelse med arbejdet som ambassadør har Thomas Evers Poulsen i 2018 blandt andet i samarbejde med smykkevirksomheden Crowdmade skabt et armbånd, der blev solgt til fordel for børnene på Julemærkehjemmene, ligesom han sammen med en af de andre ambassadører, Jon Daniel Edlund fra "Den store bagedyst", og andre frivillige har skabt "Julekogebogen".

Læs mere om: