Camilla Miehe-Renard: Livet ændrede sig i IKEA
Camilla Miehe-Renard ved lige præcis hvor i IKEA, det er. Der hvor hun mødte manden, der ændrede hendes liv. Og det var ikke hendes gemal, Nicolai Gohs, men derimod direktøren for Sand TV, Kaare Sand.
Camilla var to måneder tidligere - som flere andre - blevet fyret da TV 2 Radio lukkede. Hendes første fyring nogensinde havde sendt hende til tælling i et vakuum af chok, sorg og lammelse, og skønt hun i 23 år havde strøget fra job til job med stor succes følte hun sig pludselig uduelig. Det fortæller hun i Søndagsavisen.
Og her fortæller hun også, at hun og Kaare Sand ikke havde mødt hinanden før, da han pludselig kalder hendes navn i IKEAs afdeling med vandglas…
- Han råbte bare mit navn, og så kom vi i snak. Han sagde, at det var noget lort med TV 2, og jeg smilede og nikkede. Så fortalte han, at han manglede en redaktionschef og spurgte, om det var noget for mig. Var han seriøs? Eller havde han bare ondt af mig. Jeg var jo uduelig.
Et ”lifechanging moment” kalder den tidligere TV-vært det øjeblik. Og siden arbejdede hun i knapt fire år for Sand TV, der blandt andet står bag ”Singleliv” og ”De unge mødre”.
I dag er Camilla producent hos Monday, hvor hun primært beskæftiger sig med konceptudvikling og salg af nye programideer til TV-kanalerne.