Anni Fønsby frygter folks fordomme
-Jeg får angst, når jeg skal møde folk, jeg ikke kender. Jeg vil også gerne ud at holde foredrag, men jeg kan ikke endnu, for jeg er stadig angst for at møde folk, fortæller Anni Fønsby i et stort interview i magasinet Q, og forklarer, at der er folks fordomme, der er årsagen.
I anledning af programmet om Anni Fønsby ”Fra fængsel til frihed”, der sidste søndag blev sendt på TLC, har den rufferi-dømte Anni Fønsby givet interview til magasinet, hvor hun fortæller om alt fra sin barndom over sit virke i sex-branchen til sin tid i fængslet og ikke mindst om sin tid med milliardæren Erik Damgaard, som hun fik en datter med og siden blev forladt af.
Og så fortæller Anni Fønsby, at hun oplever angst for, hvordan folk opfatter hende. Hun er bange for, om folk ser hende som en ussel person.
- Fordi jeg har arbejdet i sex-branchen, og fordi mange tror, jeg tog Erik for pengenes skyld. At jeg er en dum blondine, siger Anni Fønsby, der mener, vi mennesker skal lære af vores handlinger.
- Jeg er bare et helt almindeligt menneske, som gør, hvad mit hjerte fortæller mig. Mere simpelt kan det ikke siges. Og det hjælper mig til, at jeg nogle gange godt tør gå en tur på f.eks. Strøget. Og at jeg nogle gange godt tør gå ud. Jeg er nødt til at fortælle mig selv, at jeg faktisk er ok. jeg skal sige til mig selv, at jeg er et godt menneske – for der er mange, der har travlt med at fortælle mig, at jeg ikke er det, siger hun i interviewet.