Anne Hjernøes store sorg: Jens Folmer var hendes livs kærlighed gennem 30 år
Anne Hjernøe blev hovedkulds forelsket i forfatteren og radioværten Jens Folmer Jepsen, da hun mødte ham for over 30 år siden.
Nu er han her ikke længere. Den 55-årige tv-kok har mistet sit livs kærlighed. Han blev 67 år.
Hendes elskede mand, Jens Folmer Jepsen, er død efter en periode med sygdom. Det oplyser familien til Politiken.
Anne Hjernøe har flere gange fortalt åbent om sit forhold til ægtemanden, som var 12 år ældre end hende og havde to børn fra et tidligere forhold.
De havde været kærester i næsten 10 år, før de sammen fik datteren Camille, som i dag er 22 år.
Stak af og giftede sig
I 2010 tog Anne Hjernøe og Jens Folmer Jepsen endnu et stort skridt i deres forhold og stak af til USA for at blive gift.
- For mig er kærlighed og frihed stærkt forbundet. Og jeg synes, at par begår en stor fejl, hvis de ender med kun at være venner. Man skal fandme være kærester. Vi blev først gift efter at have kendt hinanden i 17 år og have fået et barn. Det var efter, at en af vores gode venner døde, og vi lige fik den der ”fuck, mand, hvad er det, der er vigtigt her i livet”-reminder. Så vi stak af og giftede os i New York på rådhuset derovre, har Anne Hjernøe udtalt til Woman.
Hendes mand, Jens Folmer Jepsen, var i en årrække direktør for Aarhus Festuge. Han var desuden forfatter, filminstruktør og radiovært.
Hans efterlader sig hustruen Anne Hjernøe og tre voksne børn, Laura, Emil og Camille.
Her ses Anne Hjernøe med ægtemanden Jens Folmer Jepsen og datteren Camille i 2019.