14. nov. 2011
Af af Ken Richter
Thomas Eje fortæller: Mit private show for dronningen
Thomas Eje fik æren af at optræde for dronningen og hendes veninder.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET og Alex Tran
Dronning Margrethe irettesatte entertaineren efter privat show.
I sin bog "Fri stil" fortæller Thomas Eje, at dronning Margrethe havde hyret ham til at underholde ved en privat fest for 50 veninder på Herlufsholm.
Som en del af sit show sang Thomas Eje en gammel sang fra en Danny Kaye-film, hvor teksten udelukkende var navnene på 50 russiske komponister. Bagefter blev Thomas budt på champagne, og pludselig så han majestæten komme hen mod sig.
"Viftende med pegefingeren råbte hun: "Hr. Eje - hr. Eje! De glemte én! Minkus!".
Hun refererede til Léon Fyodorovich Minkus (1826-1917), der oprindelig var en østrigsk komponist, der blev russisk statsborger.
- Jeg har nu 51 russiske komponister at holde styr på, konstaterer Eje efter den kongelige lektion.