Waage Sandø fejrer jul med hustruen og ekskonen
Julen er som bekendt hjerternes fest, og skuespilleren Waage Sandø samler hele familien, når der indbydes til julefest.
71-årige Waage Sandø skal nemlig fejre jul med sin kone, Pia Jondal, sine tre døtre med mænd og børn, og også sin tidligere hustru, Kirsten, som er mor til hans ældste datter. Det fortæller han i et interview med Familie Journal.
- Vi holder altid juleaften i vores sommerhus i Nordsjælland, hvor vi tager op dagen før og varmer huset op. Et smut omkring Vejby Kirke bliver det også altid til i julen, selv om orglet er dårligt. Og første juledag spiser vi julefrokost med dem, der endnu ikke er taget hjem. Tredje juledag er min julefred forbi, da jeg skal til teaterprøve. Men hjemme hos os tager vi hul på julehyggen den 1. december, hvor Pia og jeg bygger juleby i vindueskarmen med børnebørnene. Det er en tradition, vi har sammen med dem, siger Waage Sandø til ugebladet.