Ulla Henningsen: Mine Matador-minder
61-årige Ulla Henningsen havde rollen som den iltre Iben Skjold Hansen i "Matador", og hun er glad for, at serien nu bliver sendt på TV igen.
- Jeg tror, det bliver meget hyggeligt at se mig selv. Så kan man pludselig huske, hvordan parykken var alt for lille, og at man sad der ved siden af Helle Virkner, Malene Schwartz og Ghita Nørby, ja, alle de store skuespillere.
- Det var en stor oplevelse at være med i for en lille provinstøs som mig, fortæller Ulla Henningsen til HER og NU.
Selv om "Matador" i øjeblikket bliver sendt for syvende gang, har skuespilleren aldrig set serien før.
- Jeg følger med, så vidt jeg nu kan denne gang. Jeg har ikke set "Matador" i sin helhed før. Nu får jeg endelig mulighed for det. Det har jeg haft til gode, fordi jeg altid har arbejdet, når det er blevet sendt tidligere, fortæller hun.