TILLYKKE: Susse Wold fylder 77 år
Susse Wold er født den 17. november 1938 og dermed deler hun fødselsår med BILLED BLADET. Hun har været at finde i spalterne i stort alle sine og bladets 77 år. Det kunne ikke være anderledes, når man var datter af datidens store stjerne, Marguerite Viby.
Men Susse Wold skulle hurtigt få spalteplads i egen ret. Hun valgte at gå i moderens scenespor og lod sig ikke slå ud af, at Det Kongelige Teaters elevskole ikke ville vide af hende. Hun blev i stedet uddannet fra Privatteatrenes Elevskole, og Det Kongelige Teater skulle komme til at æde sin første bedømmelse. Hun var i lange perioder op gennem 60'erne og 70'erne ansat på Nationalscenen, som hun fortryllede med sit talent.
I samme periode blev hun et stort hit i danske filmkomedier, men filmkarrieren led skibbrud med den mislykkede rolle som den overdrevent femme fatale-sexede Fru Junkersen i "Den Kroniske Uskyld" fra 1985. Derefter skulle der gå 28 år, inden hun i 2013 igen dukkede op på en dansk filmstrimmel. Denne gang som den gråmelerede børnehaveleder, der på et løst grundlag indleder en pædofilisag mod sin mandlige ansatte, spillet af Mads Mikkelsen, i Thomas Vinterberg-filmen "Jagten".
Susse Wold i "Matador"
På TV har Susse Wold sikret sig evigt liv som den livs- og mandeglade Gitte Graa i den uopslidelige klassiker "Matador". Her genopfører hun i samspil med sin mand, Bent Mejding, der spiller Jørgen Varnæs, i vid udstrækning deres teaterhit "Privatliv". Et gnistrende intimspil om parlivets snubletråde af jalousi, begær og andre store følelser. Stykket var en kæmpesucces, som de opførte hele 726 gange.
Privat har hun dannet par med Bent Mejding siden 1971. De blev i 1983 gift på Hawaii, hvor de opholder sig i nogle måneder hver vinter. Bent Mejding har adopteret Susse Wolds eneste barn, forfatteren Christian Mørk, som hun fik med skuespilleren Erik Mørk.
Susse Wold er præsident for AIDS-fondet og optræder stadig med H. C. Andersen-oplæsninger rundt omkring i landet og ude i verden.