Bente Eskesen ligger – som hun selv siger – ikke på den lade side. Sin 68-års fødselsdag fejrer hun i dag på turné i Skive med forestillingen "The Sunshine Boys". - Det bliver hyggeligt. Vi er et godt hold, der har det godt med hinanden, så efter forestillingen er vi budt til en sponsormiddag, og så giver jeg nok en lille én, siger Bente Eskesen til BILLED-BLADET. Holdet består af Waage Sandø, Flemming Jensen og Camilla Bendix.
40 års skuespillerjubilæum
Skuespillerinden har så sandelig også noget at fejre i disse dage. Den 13. november kunne Bente Eskesen fejre sit 40 års skuespillerjubilæum, hvilket foregik efter forestillingen med "Sunshine Boys" på Roskilde Teater. - Det er Waage Sandøs 50-års skuespillerjubilæums-forestilling, og teaterforeningens formand kom derfor og holdt en tale til ham på scenen, men så tog Waage ordet, og vendte pludselig hele hyldesten mod mig, og så fik jeg hans blomster. Det var simpelthen så sødt. Flemming Jensen holdt derpå også en tale, og så havde de fået arrangeret, at min mand, Ebbe og resten af familien og vennerne sad nede i salen, uden jeg anede det mindste, fortæller Bente Eskesen om den festlige aften.
LÆS MERE: Bente Eskesen jublede i Revyernes Revy-teltet Når turnéen med "Sunshine Boys" er forbi, skal Bente Eskesen sammen med Susanne Breuning ud med børneteaterforestillingen, ”Drillenisserne Trille og Tralle” med premiere den 27. november. Og så er forberedelserne til næste års Dragsholmsrevy, ”Fis i kasketten”, også i fuld gang. Holdet er sat, og består ud over Bente Eskesen selv af Susanne Breuning og deres ny kapelmester, Søren Graversen.