TILLYKKE: Lily Weiding fylder 95 år i dag
Lily Weiding er igen begyndt at vise sig til premierer i det københavnske teaterliv, efter at hun sidste år mistede sin samlever og mand gennem mere end 50 år, Morten Grunwald. Og hun smiler.
Hun ejer ikke bare en fysisk sejhed, som nu har båret hende frem til at blive hele 95 år. Hun har også en mental styrke, som trodser døden og altid finder lyset i mørket. Og hun har øvelse i det. Tre ægtemænd har hun mistet. Samt søskende og stribevis af slægtninge og venner. Hvad dét har gjort ved hende fortalte hun om til Politiken i foråret efter de første måneders savn og tomhed efter tabet af Morten Grunwald.
Livet skal leves
- Jeg tror, at al den død har fået mig til at leve livet, som om der ikke er noget bagefter. Man kommer ikke op nogen steder eller hen nogen steder. Vi er kun her lige nu sammen med de mennesker, vi møder. Og mere magi behøver man faktisk ikke, sagde hun.
Livet skal altså leves. Også i modgang.
Lily Weiding er uddannet fra Det Kongelige Teaters elevskole og har en flot scenekarriere bag sig. Hun er Ridder af Dannebrog og modtog tidligt i livet stort set alle de store teaterpriser, der uddeles i Danmark.
Fra ægteskabet med kollegaen, Mogens Wieth, har Lily Weiding skuespillerdøtrene, Xenia og Julie Wieth. Og hun er tillige mor til Tanja Grunwald, som hun fik sammen med Morten Grunwald.
Stort tillykke til Lily Weiding.