Thomas Levin: Arbejdet er som en elskerinde
Som skuespiller begejstrede Thomas Levin senest i rollen som TV-journalisten Ulrik Mørch i successerien "Borgen" - men det er ligeså nødvendigt for ham at skrive som at spille. Som dramatiker får Thomas ryddet op i sit hoved.
- Det er nødvendigt for min livskvalitet. Jeg ordner mit liv gennem kreativitet. Afhængigheden af mit job er for længst trådt ind, og den vokser år for år. Det er efterhånden umuligt for mig at forestille mig en tilværelse, hvor jeg ikke er kreativ, hvor jeg ikke spiller eller skriver, siger Thomas Levin til Berlingske.
Behov for frirum
Hans hustru Laura Christensen er også skuespiller, men det betyder ikke, at ægteskabet er fyldt med fagsnak.
- Det er ikke alt om mine roller og manuskripter, jeg fortæller til Laura. Jeg har behov for et frirum. På mange måder er mit arbejde også en slags elskerinde. En, jeg har en uforpligtende, forpligtende affære med. Som jeg har enormt meget lyst til. Jobbet er vel for de fleste også en udenomsægteskabelig ting. Det er heller ikke alt, Laura deler med mig om sine roller, siger Thomas.
På lørdag, den 8. marts, har Thomas Levin premiere på sit nye stykke "Warszawa" på Teater Grob.