Syg Ole Thestrup må forlade teaterstykke: Hans afløser er en kendt kvinde
66-årige Ole Thestrup måtte sygemeldes fra forestillingen ”De 3 Musketerer” i starten af december, fordi han havde hjertekramper, og nu viser det sig, at han skal have en bypassoperation.
Østre Gasværk Teater oplyser ifølge BT i en pressemeddelelse, at operationen betyder, at skuespilleren ikke vender tilbage til rollen som Kaptajn de Treville.
Afløseren er dog allerede fundet. Og det kommer måske som noget af en overraskelse for mange, at det ikke er en anden mand, som overtager Ole Thestrups rolle, men i stedet skuespilleren Kirsten Lehfeldt.
Gamle holdkammerater
- Det lyder så skævt og vildt tosset, så det bliver jeg nødt til at prøve. Tænk at dublere for Ole Thestrup. Og så er vi gamle holdkammerater. Jeg elsker Ole, og jeg vil elske at få lov at hjælpe ham, den kære, kære mand, siger Kirsten Lehfeldt ifølge BT.
Skuespilleren overtager rollen som Kaptajn de Treville fra den 10. januar – karakteren der er musketerenes leder og uanende far til d'Artagnan.
Teaterstykket ”De 3 Musketerer” kan ses indtil den 1. februar 2015 på Østre Gasværk Teater.