Susanne Breuning: Nu kan jeg tale om min afdøde stedfar
I mange år var det ligesom, at alt ikke var som, det skulle være. For skuespilleren Susanne Breuning gik med en sorg indeni, hun ikke havde fået bearbejdet. Hver gang talen faldt på hendes afdøde stedfar, skuespilleren Knud Pheiffer, brød hun ud i gråd. Hun havde aldrig fået sagt ordentligt farvel til den eneste far, hun havde kendt, og hvis død længe blev holdt hemmelig for hende.
- Jeg var der ikke, da min stedfar døde, for jeg blev sendt væk. Efterfølgende spurgte jeg, hvor han var, og jeg fik bare at vide, at han ude at rejse. Der gik nogle måneder, før jeg fik sandheden at vide. Jeg vidste det ikke dengang, men jeg har selvfølgelig fået et chok, siger Susanne Breuning, der i dag er 61 år.
LÆS OM ANDRE KENDTE:
- Bettina Aller vender hjem efter verdensomsejling
- Janni Spies bliver væk fra galla på "Spies & Glistrup"
Knud Pheiffer var kendt som skuespiller, revydirektør og tekstforfatter indtil sin død i 1961. Den succesfulde karriere endte dog med økonomisk fiasko, dårlige nerver og et overforbrug af alkohol, og han døde til sidst under en operation for blodstyrtning. Hans steddatter fik aldrig mulighed for at sige et sidste farvel, og det hjemsøgte hende helt ind i voksenlivet.
- I mange år kunne jeg ikke nævne ham uden at tude. Derfor besluttede jeg mig for, at der skulle være en bog, for han skulle ikke glemmes. Bogen er letlæselig, og handler om hans karriere, kvinder og liv, og den er blevet modtaget med åbne arme. Arbejdet med den har gjort, at jeg nu kan tale om det, siger Susanne Breuning.
Opfører revy om stedfar
Bogen har titlen Det handler om kærlighed og er fyldt med billeder, noder og en CD, der alt sammen berører Knud Pheiffers karriere. Susanne Breuning holder en del foredrag om bogen, som efterhånden har udviklet sig til en hel lille mini-revy. Hendes eget forhold til døden er meget afslappet i kraft af hendes kristne tro.
- Jeg tror på, at der sker mere, når vi dør, og det er også det, jeg har givet videre til min datter. På den måde er det ikke noget forfærdeligt, men det handler samtidig om, at vi skal få løst konflikterne, mens vi er her. Vi skal bare have det af vejen, for vi skal have det godt, mens vi lever, siger Susanne Breuning.
Skuespilleren skal den 25. august være konferencier ved Tivoli Blomster Show 2013, hvor en række danske, svenske og norske blomsterdekoratører kæmper om at vinde førstepladsen i konkurrencen.