Sound of Music er nomineret til Reumert-pris
"The Sound Of Music" var en stor publikumssucces, da den spillede på Det Ny Teater i København sidste efterår.
Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Jens Jacob Tychsen imponerede i hovedrollerne sammen med de mange børneskuespillere, og selv et halvt år efter premieren modtager forestillingen store roser.
SE BILLEDERNE: Julie Andrews i "Sound of Music"
Nu er den nemlig blandt de nominerede i kategorien "Årets bedste musical/teaterkoncert/show" til årets Reumert 2016.
Historien og sangene fra de østrigske bjerge er oppe imod to andre forestillinger; "Når Krybben Er Tom" fra Café Liva og "Jeg Hører Stemmer" af Sort/Hvid og Det Kongelige Teater.
Flere kendte navne
I alt uddeles der 13 priser, der alle hylder det seneste års scenekunst.
Alt fra dramatikere, skuespillere, scenografi og børneforestillinger breder priserne sig over, og i alle felterne er der stærke nominerede.
Til "Årets kvindelige hovedrolle" er Paprika Steen blandt de nominerede for sin rolle som Tove Ditlevsen i "Toves Værelse", der spiller på Folketeatret lige nu.
I samme kategori er Benedikte Hansen også nomineret for "Tørst" hos Abelone Koppel og balletdanserinden Ida Praetorius for Julie i "Romeo og Julie" på Det Kongelige Teater.
Årets Reumert-priser bliver uddelt i Operaen den 12. juni 2016.