Skuespiller Søren Rode er gået bort
Han var velbevandret på Det Kongelige Teaters scene og mester i biroller på film og tv.
Nu er skuespiller Søren Rode gået bort, 87 år gammel. Han sov stille ind den 21. juni.
Det oplyser familien i en dødsannonce.
Søren Rode blev uddannet fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1962, og siden var han tilknyttet teatret i næsten 30 år.
Også på tv og film satte han sit aftryk.
Søren Rodes stoiske udtryk og høje slanke statur skaffede ham roller i en perlerække af tv- og filmklassikere.
Flere vil kunne huske ham som togbetjenten, der tager fat i lille Daniel i første afsnit af ”Matador”, ligesom Balling udvalgte ham til at spille den noble repræsentant fra Ordenskapitlet i ”Olsen-banden ser rødt”. Desuden havde han flere forskellige roller i ”Huset på Christianshavn”.
Søren Rode spillede også med i “Det forsømte forår”, som kan ses på Nordisk Film+.
Søren Rode var nevø af skuespilleren Ebbe Rode.
Familien oplyser, at bisættelsen finder sted i stilhed.