Signe Lindkvist og Uffe Holm ovetager cirkus Arena
Hvis du synes, du har set Signe Lindkvist og Uffe Holm på nogle store reklame-plakater for Arena - Nordens største Cirkus, så er den god nok.
Den to har nemlig overtaget styringen i manegen i Arenas store jubilæumsforestilling, der har landspremiere på Bellahøj fredag den 13. marts.
Signe Lindkvist har en baggrund som skuespiller, TV-vært, redaktør, Cirkus Summarum-prinsesse m.v. og Uffe Holm er standup-komiker, tidligere "Vild med dans"-deltager m.v.
Der skal øves meget
Det er langt over et år siden cirkusdiretør Benny Berdino spurgte Signe og Uffe, om de ville påtage sig jobbet.
DET ville de! Og de har allerde været igang længe, for der skal øves rigtig meget inden premieren.
Jobbet omfatter nemlig mere end at præsentere de forskellige numre i manegen.
Med ind over alt
- Vi er inde over det hele. Numrene, kostumer, musik, forløb, sammensætningen og alt. Og det bliver en meget anderledes cirkusforestilling, fortæller Uffe Holm og forklarer:
- Der er selvfølgelig de traditionelle ting med: heste, elefanter, akrobater, jonglører, klovne, hunde m.v. Men nogle numre er skåret ned i længden, andre er ændret, og der er kommet nye ting til. Og det hele bliver kædet sammen med en gennemgående fortælling. Vi har skruet det sammen, så det er spændnede både for børn og voksne.
- Ja, og det er skønt, vi har fået frie hænder. Vi optræder også selv med et par numre, fortæller Signe Lindkvist, der blandt andet optræder med nogle meget små og meget dygtige ponyer.
Optræder sammen
- Vi har også et nummer sammen, hvor vi har utroligt lange, tynde og smidige kroppe, forsikrer Signe Lindkvist.
Beslutningen om at tage cirkusjobbet har de begge truffet sammen med deres familier.
- Det er jo seks måneder, der også indbefatter en turné rundt i hele Danmark, hvor vi skal være meget væk, fortæller Signe Lindkvist.
Støtte hjemmefra
Hun mener ikke, at manden, Mads Ulrich Holmstrup, er ovenud begejstret for ideen.
- Men han kender mig og ved, mit hjerte banker for cirkus, så han sagde ja, fortæller Signe Lindkvist, der har datteren Karla My på ni år.
Uffe Holm, der har sønnen Texas på seks og datteren Holly på 14 måneder fik også ja fra sin kone Tulle.
-Ja, jeg har verdens bedste kone, erklærer han med et varmt smil.