Seebach-musicalen afløses af ny stor musical
Der er efterhånden ingen tvivl om, at Fredericia Teater har stor succes med Disney-musicals, og nu bliver den næste i rækken ”Tarzan”.
Forestillingen får premiere næste efterår i Fredericia, og efterfølgende sætter forestillingen kurs mod København i november 2019 ifølge b.dk.
Her vil ”Tarzan” blive vist i den nyrenoverede Falkoner Salen, der i øjeblikket er ved at blive omdannet til en moderne musicalscene.
Titelsangen vandt en Oscar
Musicalen bygger på tegnefilmsudgaven fra 1999 om den liansvingende helt, der vokser op i den afrikanske jungle.
Musikken er skrevet af musiker Phil Collins og omfatter hittet ”You’ll Be In My Heart”, der vandt en Oscar for bedste sang.
I forvejen har teatret opsat forestillinger som ”Klokkeren fra Notre Dame”, ”Aladdin” og ”Den lille havfrue”.
Forestillingen fik gode anmeldelser
I sidste teatersæson så mere end 120.000 publikummer den Reumert-belønnede Disney-musical ”Klokkeren fra Notre Dame”.
Forestillingen høstede flotte anmeldelser og var udsolgt ad flere omgange, mens den blev vist i Fredericia.
Efterfølgende blev ”Klokkeren fra Notre Dame” vist på Det Kongelige Teaters Gamle Scene hen over sommeren.