Revystjerne i krise før premiere: Har mistet stemmen
Skuespiller Jan Schou er en presset mand forud for premieren på årets revy "Rottefælden". Udover de helt almindelige premiere-nerver har den 69-årige skuespiller nemlig mistet stemmen.
Det afslørede han i Go'Morgen Danmark torsdag morgen, hvor han sammen med forfatter og landets yngste revydirektør, 21-årige Lukas Birch, var, var inde for at tale om deres nye bog "Vi skal have det sjovt imens".
Lyder som dronning Margrethe på druk
- Ååhh du har premiere i aften Jan, jeg bliver helt stresset på dine vegne, der er noget med stemmen? sagde Go'morgen Danmarks vært Adam Duvå Hall og henviste til Jan Schous stemme - eller mangel på samme.
- Du må ikke sige det, ja, der er noget med stemmen, den forsvandt i går aftes, kvitterede skuespiller Jan Schou med en noget rusten røst og gav et bud på, hvordan han ville løse den kattepine, han var havnet i.
- Varme dampe, taske fyldt med strepsil og alt muligt andet. Mange har mange gode råd, men jeg må finde min egen måde, og så få varmet rigtig godt igennem, så stemmen ikke bævrer. Ellers tror dronning Margrethe, at jeg har været på druk hele aftenen, når jeg parodierer hende i aften, sluttede Jan Schou, der blev ønsket held og lykke med forestilling og stemme af værterne Ida Wohlert og Adam Duvå Hall.
Debutanter med i revyen i år
Udover Jan Schou, der snart har stået på de skrå brædder i 50 år, består årets hold i "Rottefælden" af Mikkel Schrøder, der er med for anden gang, og debutanterne Joachim Knop (uddannet som sanger på Operaakademiet ved Det Kgl. Teater) og Rikke Hvidbjerg, der er uddannet fra Det danske Musical Akademi og har medvirket i flere musicals i både Sønderborg og Tivoli Revyen.