Rasmus Krogsgaard takker for hæder: Se billederne fra hans uforglemmelige dag
Rasmus Krogsgaard er blevet en fast bestanddel af Nykøbing F. Revyen, og de er blevet så glade for ham sydpå, at han er blevet kåret til Falsters Festligste Fyr.
Tradition tro blev han kørt igennem Nykøbing Falster fra Brandmuseet til Torvet i en gammel brandbil fra 1935, og på Torvet fik han overrakt en dirigentstok i gave.
– Tusind tak til "Det Originale Selskab" for den store ære og for en fornem, festlig og uforglemmelig eftermiddag, skriver skuespilleren i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Det var på tide
"Det Originale Selskab", D.O.S., har siden 1997 kåret Falsters Festligste Fyr eller Fyrinde.
Det begyndte med Jan Schou, der også har medvirket i Nykøbing Falster Revyen, og i år faldt valget på Rasmus Krogsgaard.
– Han er en festlig fyr og en dygtig skuespiller i revyen. Vi har tidligere givet prisen til flere andre fra revyen, og nu syntes vi, at det var på tide, at det blev hans tur, forklarer næstoldermand i D.O.S. Kurt Andersen til folketidende.dk og tilføjer:
– Der er ikke noget krav om, at prismodtagerne skal bo på Falster. De skal bare være lidt festlige og promovere byen.
Se billederne fra Rasmus Krogsgaards festlige dag i Nykøbing Falster i galleriet øverst i artiklen.