Peter Schrøder afslører: Jeg undrede mig over at skulle spille prins Henrik
Onsdag 12. oktober blev det afsløret, hvem der spiller med i musicalen ”Margrethe”, der får verdenspremiere næste sommer på Det Kongelige Teater.
Mens rollen som dronning Margrethe varetages af fire forskellige skuespillere – i fire af dronningens aldre – er der kun én, der skal spille rollen som prins Henrik.
Det er Peter Schrøder. En erfaren herre der næste sommer også kan fejre sit 50 års skuespiller jubilæum.
Jeg ligner ham jo slet ikke
- Jeg ligner ham jo slet ikke, så hvorfor har de lige valgt mig til at spille prins Henrik, var Peter Schrøders første reaktion.
- Men som skuespiller er det jo ikke en look-a-like konkurrence, så det er jo prins Henriks karakter, jeg skal spille.
Sådan lød den rutinerede skuespillers egen forklaring, da BILLED-BLADET mødte ham foran Det Kongelige Teater til afsløringen af musicalens cast.
Stor respekt
- Manuskriptet er ikke skrevet færdigt, men det er i stor respekt, jeg har sagt ja til rollen.
-Jeg kan godt lide kongehuset. Jeg synes, de gør et flot job, og jeg har også truffet dronningen flere gange.
Peter Schrøders kone, skuespiller Susanne Heinrich, har arbejdet sammen med dronning Margrethe på Pantomimeteatret.
- Det har hun kun gode minder om.
De tre dronninger
Her er Peter Schrøder sammen med tre af de fire skuespillere, der skal varetage rollen som dronning Margrethe.
Xenia Lach-Nielsen, der spiller dronningen som voksen, Emilie Groth, der spiller den unge Margrethe og Ulla Henningsen, der spiller den ældre Margrethe.
En barnestjerne, hvis navn endnu ikke er oplyst, spiller dronningen som barn.
Glæder sig meget
Prøverne til musicalen begynder først næste år.
- Det glæder jeg mig meget til. Jeg synes, prins Henrik var dødcharmerende, kultiveret og morsom, så det bliver en skøn rolle at arbejde med.