Pelle Emil Hebsgaard om at blive far igen: Jeg forstår det slet ikke
Claudia Rex og Pelle Emil Hebsgaard fik en velskabt lille pige torsdag den 7. december.
Parret har i forvejen sønnen Zacharias på fire år, så der er godt gang i familien for tiden.
Derfor blev det heller ikke til en "all-nighter", da Pelle Emil onsdag aften stod på den røde løber til premieren på "Nattevagten: Dæmoner går i arv".
– Det er utroligt, jeg står her, men jeg har lige fået lov at stikke hovedet ind og hilse på og se den her film med mine kolleger, og så daffer jeg hjem i babyboblen igen, storsmilede den nybagte far til to.
Arbejder på navnet
Men selv om der er gang i familien, er det ikke så kraftanstrengende at blive forældre nu, som da Zacharias kom til verden.
– Vores første var ikke den nemmeste i hele verden – men vi får faktisk lov at sove nu. 7-9-13. Jeg forstår faktisk slet ikke, at det er en realitet, at det sker! fortæller han.
Den skønne lille pige har endnu ikke fået et navn.
– Men vi arbejder med en top tre, og jeg havde en klar favorit … Jeg er lidt en nørd, så jo mere det kan lyde som et elvernavn, desto gladere er jeg, ler han.
Kys fra storebror
Claudia og Pelle Emils store dreng er glad for at være blevet storebror.
– Zakarias knuselsker hende! Hun vågner og skriger om natten, men i stedet for at vågne og gå i panik, vågner han forvirret og skynder sig ind for at kysse hende, og så lægger han sig til at sove igen. Det kunne ikke være bedre. "Det gjorde vi godt,” tænker vi.
Parret samler familien hos sig i julen, så de ikke skal transportere den lille ny.
– Jul bliver holdt med begge børnenes sæt bedsteforældre – og i det laveste tænkelige gear. Min far kommer og hjælper med at lave and, så jeg kan få lov at være far også, fortæller han.
Tid med familien
Pelle Emil har ikke dedikeret barsel, men han kommer alligevel til at få tid med sin familie.
I min funky branche er det lidt in/off. Claudia har den primære barsel, og så har jeg nogle perioder, hvor jeg kan være meget hjemme – og så nogle perioder, hvor jeg desværre ikke kan være hjemme overhovedet. For eksempel når jeg skal lave ”Askepot”, der kommer til at køre til næste år med 700.00 km/t.