Pelle Emil Hebsgaard er vendt hjem til kæresten: Det er det bedste
I en længere periode har skuespilleren Pelle Emil Hebsgaard levet i et langdistanceforhold, fordi han har spillet Tommy Seebach i musicalen ”Seebach” på Fredericia Teater.
Men nu er han vendt hjem til København, hvor han er påbegyndt prøverne på Tivolis julemusical ”ELF”, hvor han spiller hovedrollen.
Glad for at være hjemme
- Det er det bedste! Jeg er glad for at være hjemme, og Claudia er glad for, at hun har én at komme hjem til, fortæller skuespilleren.
I august i år flyttede Pelle Emil Hebsgaard og Claudia Rex sammen i Claudia Rex’ hus i Stenløse i Nordsjælland.
Men det er ikke meget tid de har haft hjemme i sofaen med benene oppe, for det har været et travlt år for parret, der har været kærester siden foråret i år.
Ferie efter jul
Fra den 23. november og frem til efter jul spiller Pelle Emil Hebsgaard med i ”ELF”, men herefter trækker han og kæresten stikket.
- Jeg har pause efter jul, så tror jeg, at jeg skal ud og rejse med pigen (kæresten, red.). Vi har haft et sindssygt arbejdsår begge to, så jeg glæder mig til, at vi kan slappe af, fortæller han.