Blot få dage før sin død sendte Morten Grunwald en munter hilsen til sine trofaste fans.
I den danske Olsen-Banden fan-klub krydsede man fingre til det sidste. Man håbede sådan, at Morten Grunwald ville være i stand til at kunne deltage i den hyldestaften, man havde planlagt til ære for den populære skuespiller på - selvfølgelig - mortensaften. Desværre tillod Morten Grunwalds helbred ham ikke at deltage i festen på Nordisk Film, men han lod ikke sine trofaste fans i stikken.
Sluttede med Bennys pift
”Benny” fandt kræfterne til at sende en fin lille videohilsen hjemme fra sit kontor: "Kære venner. Tusind tak for den kærlige entusiasme og jeres fabelagtige, intensive glæde ved at gøre denne begivenhed – vort 50-års jubilæum – så festlig som muligt. Jeg sender jer alle mine kærlige tanker og ville gerne havde været hos jer. Kan I have en rigtig god aften", sagde Morten Grunwald. Og afsluttede så videoen med et af de små optimistiske pift, som Benny er berømt for. – Morten ville virkelig gerne have været med, men nu har vi filmet hele aftenens forløb og vil sende materialet til ham. Så kan han se og høre, hvilken overvældende hyldest, han fik. Men det gør sågu lidt ondt at se ham sådan, sagde Rune Holm Clausen, formand for Olsen-bandens fanklub efter festen. Håbet er nu, at Morten Grunwald nåede at se videoen fra den festlige aften til hans ære - inden han få dage efter arrangementet stille sov ind. Læs også
Morten Grunwald: Lily er min store kærlighed