Matador-stjerner i rørende gensyn: Se de kærlige billeder af Malene Schwartz og Susse Wold
Gensynsglæden var ikke til at tage fejl af, da Susse Wold og Malene Schwartz fik øje på hinanden til premieren på ”Den gerrige” på Grønnegårds Teatret i København.
De to ”Matador”-stjerner var blandt de mange kendte gæster, som var inviteret ind for at se den komiske forestilling med Karen-Lise Mynster i hovedrollen.
86-årige Malene Schwartz var netop ankommet, da hun fik øje på 84-årige Susse Wold.
Hun stillede sig op og ventede, og så faldt de to folkekære skuespillere ellers hinanden om halsen.
Der blev krammet, smilet og grinet, og det kærlige øjeblik mellem Maude og Gitte Graa fra ”Matador” blev fanget på kamera.
Karen-Lise Mynster, som de bagefter skulle se på scenen, spillede bankassistenten Ulla Jacobsen i ”Matador”.
- Det bliver spændende at se Karen-Lise Mynster spille i den store hovedrolle, sagde en forventningsfuld Malene Schwartz, da BILLED-BLADET mødte hende inden forestillingen.
Se de dejlige billeder af Susse Wold og Malene Schwartz i galleriet øverst i artiklen.