Louise Fribo ramt af nervesammenbrud
Louise Fribo har igennem de seneste 12 år haft en succesrig karriere som operasangerinde i Danmark og resten af verden, og i næste uge tager hun hul på en længere række af forestillinger som musicalstjerne i opfølgeren til Andrew Lloyd Webber-træfferen "Phantom of the Opera". Forestillingen hedder "Love never dies".
Men Louise Fribo, der skal spille spøgelsets store kærlighed Christine, kunne sagtens have været gartner i stedet. Det overvejede hun nemlig seriøst, efter at hun for halvandet år siden blev ramt af et nervesammenbrud. Det kom efter, at hun pludselig mistede sin far, og et år efter døde hendes mor.
- Jeg havde netop afsluttet det sidste dødsbo, og jeg vidste, at jeg ikke kunne miste flere personer fra mit fundament, fra mit ophav, der var så tæt på mig. Og så begyndte det ellers at gå nedad. Mine nerver var på det tidspunkt så flossede af hele tiden at skulle klare det hele og stå imod, at være sød ved mine børn og min mand og samtidig være 100 % på, når jeg stod på scenen. Og en dag brød mit nervesystem simpelthen ned. Jeg kunne ikke komme op af sengen, siger Louise Fribo til BT.
Nu har psykologtimer rettet op på tingene, og Louise Fribo glæder sig til at være musicalstjerne.
- Mine forældres liv bestod i at være på scenen og præstere og synge rene toner og have respekt for musik. Så det billede har jeg altid spejlet mig i som helt lille. Jeg sang for at gøre dem glade og for at blive elsket. I dag ved jeg godt, at de elskede mig uanset hvad, og jeg har fået gjort op med de følelser. Det er en kæmpe frihed, og det har givet mig lysten til at synge igen, siger hun.