
Linda P. om flere børn: Skal det være, skal det være NU

Ud over at skulle jonglere med Tivolirevyen har Linda også en datter, Nanna, med ekskæresten Rasmus.
Han har som handicapmedhjælper nogle lange vagter, og normalvis kører forældreparret en 5/2-ordning, men de er gode til ellers at få det til at fungere med Lindas krævende job med skiftende arbejdstider.
Inden hun fik Nanna, blev Linda P. rådet til at få børn med en, hun kunne holde ud, når de gik fra hinanden.
– Og Nannas far er priceless i det her! slår hun fast, da BILLED-BLADET taler med hende.

Er flyttet
Nanna er fem år, og til næste år skal hun starte i skole – og hun er meget ivrig!
– Hun er jo helt vild med at regne og stave og skrive og alt det her. Men jeg er som hver anden curling-mama pissenervøs. Og bliver det nu godt? Men man kan jo ikke presse sin egen historie ned over hendes. Jeg havde en forfærdelig skolegang. Det behøver jo ikke at være sådan, det går for hende ...
– Og nu er vi jo flyttet til Østerbro fra Vesterbro, så det er jo også et lille kulturchok. At man ikke skal starte med at blive vækket fem gange om natten med nogen, der står og skændes og sådan noget. Jeg har købt en lejlighed ved Trianglen. Det er dejligt. Jeg er rigtig glad for det, siger hun.

Elsker at være gravid
Linda fyldte 40 år sidste år, og modsat så mange andre befinder hun sig godt i den alder, ligesom hun modsat så mange andre også elsker at være gravid.
Men om hun skal have flere børn, ved hun ikke.
– Jeg kan ikke helt finde ud af det. For hvis det skal være, skal det også være nu, siger hun, og modsiger det ikke, da hun bliver spurgt, om det kunne give mening at få endnu en med Nannas far, nu det kører så godt.
Kærlighed er der i hvert fald ikke tid til lige nu.
– Men det er da ikke fordi, at jeg ikke synes, det er dejligt med kærlighed. Jeg har altid været totalt Disney-agtig. Jeg elsker kærlighed, men lige nu har der sgu ikke lige været tid til det, siger hun.
