Lily Weidings datter: Mor var tapper til det sidste
Lily Weiding døde tirsdag i en alder af 96 år. Ifølge to af sine døtre, Tanja Grunwald og Julie Wieth, forlod hun livet i den dybeste fred.
De fortæller her, hvad hun har betydet for dem.
- Min mor var et meget klogt og fint menneske. Jeg har lært utroligt meget af hende og kommer til at savne hende forfærdeligt. Hun var utrolig tapper til det sidste og på ingen måde bange. Håber jeg kan være bare halvt så tapper, når min tid en dag kommer, siger Tanja Grunwald, hvis far er Morten Grunwald, der døde i 2018.
Hun arbejder som caster, mens Julie Wieth er skuespiller som begge sine forældre. Hendes far er Lily Weidings anden mand, Mogens Wieth, som døde i 1962.
- 96 og et halvt år på Jorden. Ophav til ni nye mennesker i verden. Viljen til at se ind til benet af tilværelsen, usminket, uden omsvøb, blev kun stærkere. Og evnen til at le, så tårerne trillede. Livet gav slip under dyb og rolig søvn, siger Julie Wieth om sin mor.
Lily Weiding har desuden Julie Wieths storesøster, Xenia Wieth, fra ægteskabet med Mogens Wieth.