Konen kontrollerer Leif Maibom
Når revydirektøren Leif Maibom får en god ide til en ny revytekst, er den første, som hører teksten, hustruen Johnna, som herefter enten vender tomlen op eller ned.
- Og det skal man jo ikke altid rette sig efter, fortæller Leif Maibom til Familie Journalen.
Leif Maibom har i 30 år styret løjerne i Sønderborg Revyen, som i tre årtier har været toneangivende på den danske revyscene, ligesom Leif har skrevet flere hundrede tekster til andre revyer. Han er gennem årene blevet hædret flere gange som årets revyforfatter.
- Jeg tror, der kommer sådan et lille klik i min hjerne hvert år efter nytår. Så begynder jeg at se og høre alting i et særligt skær. Kan det blive til et revynummer, fortæller Leif, som hver formiddag tilbringer adskillige timer på sit arbejdsværelse.
I øjeblikket står Leif på scenen hver aften, og revyen har i år allerede høstet mange roser fra anmeldere og publikum. Ikke så dårligt for den morsomme mand, som har ry for at være perfektionist.