Kirsten Siggaard fjernede mellemrum mellem tænderne på grund af teatret
Hele tre gange har Kirsten Siggaard vundet Dansk Melodi Grand Prix sammen med Søren Bundgaard.
Nemlig i 1984 med ”Det' lige det”, i 1985 med ”Sku’ du spørge fra nogen” og i 1988 med ”Ka’ du se, hva’ jeg sagde”.
Dengang kendte alle hende som pigen med det røde hår og det store mellemrum mellem fortænderne. I dag er Kirsten Siggaard 59 år og er lige om lidt aktuel med sin tredje "Spurven"-forestilling i rollen som Edith Piaf. Netop den rolle er årsagen til, at Kirsten for længst har fået fjernet det karakteristiske mellemrum.
Det skete i 1991 – første gang hun skulle spille rollen som ”Spurven” alias Edith Piaf.
De sidste fem år af Edith Piafs liv
- Det var på Det Ny Teater, og de mente ikke, publikum kunne tage mig alvorligt som Piaf, hvis jeg ikke fik mellemrummet fjernet, fortæller Kirsten Siggaard til BILLED-BLADET.
Siden Melodi Grand Prix-tiden har Kirsten Siggaard haft travlt både som sanger, skuespiller og musicalstjerne. Og nu kan hun, igen, opleves i rollen som Edith Piaf i forestillingen ”Spurven”, som Landsteatret sætter op.
- Det er ikke den samme Piaf-forestilling. Denne forestilling, som er instrueret af Pia Rosenbaum, handler om de sidste fem år i Edith Piafs liv, hvor hun blandt andet var mærket af en voldsom trafikulykke, hun var udsat for. Min mand, Jørgen, har set den første gennemspilning, og han synes, jeg er bedre end nogensinde, fortæller en glad Kirsten Siggaard, der altid har elsket at synge Piafs sange.
”Spurven” opføres 28.-31 januar på Stærekassen i Det Kongelige Teater i København, hvorefter den tager på turné rundt i landet.