Julie Zangenberg og Silas Holst sammen i musicalen Hairspray
- Det er en kæmpe udfordring. Jeg skal jo både synge, danse og spille skuespil, og jeg glæder mig rigtig meget, fortalte en veloplagt Julie Zangenberg til BILLED-BLADET.
Sammen med resten af holdet var hun til første læseprøve på "Hairspray - The Musical", der 10. marts har premiere i Tivoli.
Julie Zangenberg får sin musical-debut i rollen som den opmærksomhedshungrende Amber Von Tussle.
Hun skal blandt andre spille sammen med Danmarks musicalkonge, Silas Holst, der har rollen som Corny Collins - vært i det populære tv-show af samme navn.
Og Silas Holst skal - for første gang - spille sammen med sin mand, skuespiller Johannes Nymark, der spiller rollen som Link Larkin, der er stjernedanser i tv-showet.
LÆS MERE: Silas Holst: Min krop kræver en sprøjte eller pille fra tid til anden
Hairspray spækket med stjerner
Der bliver stjernevrimmel på scenen, der også indtages af Martin Brygman, der har rollen som den barmfagre Edna Turnblad (tidligere spillet af John Travolta) .
Ednas mand, Wilbur Turnblad spiles af Jesper Lohman, mens sanger Lene Nystrøm tager sig af rollen som Velma Von Trussle - en tidligere skønhedsdronning, der gør alt for at skjule alderens tegn.
Caroline Henderssson er den bramfri solumama, Motormouth Maybelle, der er frontfigur i sangtrioen The Dynamites.
Tracy er klar
Jagten blandt 300 piger på Danmarks nye musicalstjerne til rollen som Tracy Turnblad, der insisterer på at danse og synge og ikke ligger under for, at hun ikke har modelmål, stoppede ved Nanna Rossen.
Det 19-årige talent fik rollen - og er lykkelig.
- Jeg lader heller ikke min kropsform begrænse mig, men går efter mine drømme, fortæller Nanna Rossen. Og at stå på scenen som Tracy er en drøm, der går i opfyldelse.
- Det er min første store rolle, og jeg føler mig lidt som den nye pige i klassen, men jeg glæder mig vildt meget, og de er allesammen super søde, fortalte Nanna Rossen til BILLED-BLADET, inden læseprøven gik igang.
Se video fra den første læseprøve her: