Jess Ingerslev blev bisat til egen musik
Da skuespilleren Jess Ingerslev i dag blev bisat fra Grundtvigs Kirken på Bispebjerg, skete det med en sang og et stykke musik, han selv havde skrevet.
Den 67-årige multikunstner, der døde 13. oktober efter længere tids kamp mod kræft, var derfor ekstra til stede i familie og venners bevidsthed, da de i dag sagde et sidste rørende og tårevædet farvel.
Præcis 15.04 kunne familie og venner vinke farvel til rustvognen, der trillede stille ned fra "bjerget" og væk fra kirken, med Jess Ingerslevs båre, pyntet med margueritter og efterårsblomster på grene i en stor krans.
Alle pigerne i Jess Ingerslevs liv bar kisten ud af kirken, forrest døtrene Marie og Persille, hans kæreste Maria Jensen og ikke mindst ekskonen, kollegaen Inger Hovman.
Ligesom ved hans død, hvor han var omgivet af døtrene og kæresten, var det også hans piger, der fulgte ham det sidste stykke til rustvognen.
- Jess var irriterende god til at spille alle instrumenter. En lysende stjerne på alle områder. Et meget sødt og solidarisk menneske, som vil blive savnet, sagde vennen Tom McEwan, der har kendt Jess Ingerslev siden deres ungdom og sammen med afdøde skuespiller Jesper Klein og hans hustru Lykke Nielsen lavede den forrygende musikalske kvartet "Klyderne".
Adskillige kolleger var også til stede ved bisættelsen for at vise Jess Ingerslev den sidste ære, og mange af dem samledes efterfølgende med familien på Restaurant Bjergstuen tæt på kirken for at dele minder.
Og minder er der masser af, for danskerne tog den mørkhårede krøltop til sig, lige fra han blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i begyndelsen af 1970'erne.