Jesper Langberg: Skilsmissen ramte mig som et brølende lokomotiv
Dansk film og teaters grand old man, skuespilleren Jesper Langberg, har tre forliste ægteskaber bag sig. I sin nye selvbiografi ”Ikke et sekund spildt” tager han selv ansvaret for, at ægteskaberne ikke nåede i mål. Jesper Langberg fortæller, hvordan et stort arbejdspres og for mange ture i nattelivet, kostede ham ægteskabet med hans første hustru, Susanne Heinrich. Og han fortæller om smerten, der ramte ham, da hun ville skilles:
”Skilsmisse fandtes ikke i mit ordforråd, så da den ramte, føltes det som at blive kørt i stumper og stykker af et brølende lokomotiv”, skriver Langberg i bogen.
Han erkender blankt, at han manglede ansvarsfølelse.
”Alt for meget skulle opleves uden for min familie. Alt for let lod jeg mig suge ind i nattelivets leben i stedet for at passe min familie”, fortæller den 72-årige skuespiller, som i dag lever alene.