Helle Dolleris: Anders Lund Madsen motiverede mig
For et år siden – for præcis ét år siden, september 2012 – tog skuespiller Helle Dolleris, der er bedst kendt for sin rolle i TV-serien Charlot og Charlotte, en beslutning. En beslutning om, at nu kunne det være nok.
Det skulle være nok med den tiltagende slaphed, hun mærkede, når hun stod på scenen og ville udtrykke noget med sin krop, som hun plejede at kunne, men nu forpustet kæmpede med.
Nok med de kilo, der lige så stille havde listet sig på sidebenene og sladrede om de vaner, hun havde fået. Som den med lige at dreje inden om bageren om morgenen, når hun havde gået tur med hunden, og tage en kanelsnegl med hjem, for det skyldte hun sig selv. Eller den med at spise pasta rigtig tit, for hun elskede jo pasta.
– Jeg besluttede, at jeg simpelthen måtte blive stærkere. Det førte så til, at jeg også er blevet slankere og sundere. Og det hjælper jo unægteligt også en hel del på humøret, siger Helle Dolleris, der i dag passer en størrelse 34 i tøj, samtidig med at hun ser bomstærk ud.
Startede på Arndals bootcamp
Men hvad var det, der fik hende i gang?
– Altså, her må jeg lige sige undskyld til Anders Lund Madsen. Undskyld, at jeg tænkte sådan om ham. Men jeg så i et blad, at han havde været på en bootcamp, hvor han gennem et træningsforløb havde tabt sig. Og da jeg så ham stå dér i sine sølvshorts og med bar overkrop, tænkte jeg: Hvis han kan, kan jeg også. Så det var simpelthen Anders Lund Madsen, der gav mig sparket, uden at han anede det, siger hun og ler.
Helle Dolleris allierede sig herefter med træner og kostvejleder Lotte Arndal og kom på bootcamp og tabte sig, og ser altså ud, som hun gør i dag, stærk og fit.
– Jeg har bare fortsat med det, jeg lærte. Jeg styrketræner flere gange om ugen, og jeg spiser ordentligt. Så siger folk tit: Men er det ikke kedeligt? Du må vel ingenting. Nej, det er ikke kedeligt. Og jeg må alt, hvad jeg vil. Bare med måde. Jeg spiser stadig flødeskumskager og chokolade. Men jeg gør det bare ikke hver dag eller hver anden, for den sags skyld.
Er du træt af de overflødige kilo. På søndag.dk finder du den effektive slankekur, hvor du taber dig et kilo om ugen uden at være sulten
Fik knækket koden
Nu, ét år efter at Helle Dolleris tog springet op over gærdet dér, hvor det var højest, er hun så glad for sin nye livsstil, at hun tør tro på, at hun aldrig falder tilbage til den gamle igen.
– Når man først får knækket koden, er det ikke svært, for jeg kan jo simpelthen mærke, hvor godt det er for mig at træne og spise, som jeg gør, siger hun og fortsætter:
– Hovedgevinsten er, at jeg er blevet stærk og har fået mere energi, og at mit blodsukker, som jeg ellers altid har haft problemer med, er kommet i balance. Jeg spiser ikke særlig meget pasta mere. Jeg troede ellers ikke, at jeg ville overleve uden. Og hvor jeg før tænkte, at jeg skyldte mig selv en kanelsnegl, tænker jeg nu, at jeg skylder mig selv at være sund, siger hun og indrømmer, at hun ikke er helt sund hele tiden.
– Men altså, så er jeg heller ikke sundere, vel. Jeg kommer stadigvæk til at ryge en cigaret en gang imellem, siger hun.
LÆS OGSÅ: