Ghita Nørby og Preben Kristensen genforenet
Det var to glade skuespillerstjerner, der efter premieren på "Indenfor murene" kunne konstatere, at succesen var hjemme.
Frem til 1. april spiller Folketeatret i København den gode, gamle klassiker med en perlerække af stjerneskuespillere.
Ghita Nørby spiller rollen som Sara Levin, og Waage Sandø, der selv har været chef for Folketeatret, spiller hendes mand gamle Levin.
SE OGSÅ: VIDEO: Ghita Nørby om vemodet ved snart at fylde 80 år
Preben Kristensen har rollen som etatsråd Herming.
- Ja, det er lidt af en loppetjans, for jeg er kun med i 2. akt, jokede Preben Kristensen, da BILLED-BLADET mødte ham efter den vellykkede premiere.
Forestillingen genforener Ghita Nørby og Preben Kristensen, der i forrige sæson spillede sammen på Folketeatret i forestillingen "Sarah".
"Indenfor murene" er fra 1912, men med en omdrejningspunkt om kærlighed på tværs af kulturer, traditioner og generationer - og de besværligheder det afføder, er den stadig højaktuel.
SE OGSÅ: VIDEO: Chili Klaus udfordrer Preben Kristensen
- Jeg er glad. Det er vidunderligt teater, der handler om problematikker, det stadig er vigtigt at gøre opmærksom på. Den rammer lige i plet - også i dag, lød det fra Ghita Nørby.
Også Waage Sandø, der faktisk var manden, der foreslog den nuværende teaterdirektør, Kasper Wilton, at opføre "Indenfor murene", var tilfreds efter premiere.
- Men det er jo mere et spørgsmål om, at publikum skal være tilfredse, sagde han beskedent.
Og det tyder alt på, at de er allerede på forhånd.
Forestillingen har solgt langt over forventning, og Kasper Wilton kunne ved den efterfølgende premierefest fortælle:
- Tak til Waage Sandø for ideen. Vi har allerede åbnet for tre spilledage mere og får nok brug for endnu flere!