Flemming Krøll fejret i Nykøbing F.-revyen
Flemming Krøll havde trukket fuldt hus i torsdag aften, da Nykøbing F.-revyen havde premiere.
Det var også en særlig en af slagsen, for revydirektøren med det legendariske overskæg kunne fejre, at det var hans femogtyvende sæson på scenen og som direktør i Nykøbing F.
Jubilæet det blev naturligvis markeret som det sig hør og bør.
Flemming Krøll-jubilæum fejret på og bag scenen
Revyen havde et festligt nummer, hvor alle årets medvirkende - Rasmus Krogsgaard, Michael Hasselflug, Jeanne Boel, Vicki Berlin og Julie Steincke, og Krøll selv hyldede direktøren, og revyen.
Derpå i garderoben, hvor propperne sprang efter den veloverståede premiere
- Jeg kan ikke forstå, at der er gået 25 år - det er gået så stærkt, sagde Flemming Krøll.
Ingen troede på revyen
- Da jeg begyndte hernede i Nykøbing, var der ingen, der troede på revyen. Der havde været seks sæsoner med skiftende direktører efter Volmer Sørensen, og alle troede, at revyen var et overstået kapitel.
- Jeg sagde også, at jeg ikke anede, hvordan man skulle sælge 600 billetter, som der kunne være i salen. Men vi begyndte at spille i foyeren for 150 publikummer, og langsomt vandt jeg lokalbefolkningens tillid, siger Flemming Krøll.
- Nu kan jeg med stolthed sige, at vi i år næsten er oppe på 25.000 i forsalg. Det kan simpelthen ikke være bedre, siger Flemming Krøll.
Flemming Krøll klar til fremtiden
Ikke desto mindre er Flemming Krøll så småt begyndt at tænke på fremtiden.
- Nej, jeg tager ikke 25 år mere. Jeg er da begyndt at lure på et generationsskifte, selvom det ikke bliver foreløbig.
- Planen er at finde et føl, som kan følge mig, og når jeg har fundet det, så kan det være, jeg træder ned fra scenen men bliver i revyen som administrerende direktør i en sæson eller to.
Flemming Krøll vil fortsætte
- Men lige nu har jeg da slet ikke lyst til at stoppe. Det er sjovt at lave revy, og jeg glæder mig til at gå på scenen hver aften, siger Flemming Krøll, der i år - i Susanne Breunings instruktion - kunne præsentere en bred palet af satiriske numre og ikke mindst parodier.
Fra Prins Henrik til Helle Thorning-Schmidt, fra Inger Støjberg til Angela Merkel, fra Rasmus Seebach til Anker Jørgensen og Vladimir Putin, samt, naturligvis, Nykøbings faste slogan-ekspert Henning i Flemming Krølls egen figur.
I år med denne opfordring:
”Hvis du vil have et party, that never end,
så ring til Henning – Booking og even’d."