Ditte Hansen værner om sit ægteskab
Skuespilleren Ditte Hansen har været sammen med sin skuespillermand Benjamin Boe Rasmussen i 18 år. Og hun er yderst bevidst om, at kærligheden skal plejes. For Ditte er ægteskabet vigtigt - ikke de materielle ting.
- Vi ødelægger enormt mange ting, og det er ikke noget, jeg siger med stolthed. Glas smadrer, bilen, lamper, solbriller går i stykker, en stol braser sammen. Det kan man så gå og være gal over, eller man kan sige: Og hvad så? Ting går i stykker, men vi holder sammen på 18. år og skal passe på hinanden, siger Ditte Hansen i Samvirke.
Hun og Benjamin mødte hinanden på Odense Teaters skuespillerskole, og ifølge Ditte er det en fordel, at de har udviklet sig side om side.
- Vi kendte hinanden rigtig, rigtig godt. Vi vidste, hvad det var, vi fik. Vi kan give hinanden plads, måske fordi vi laver det samme, fortæller hun.