Claus Ryskjær kommer aldrig tilbage på scenen
Han har sagt det før, men nu slår Claus Ryskjær det fast i et nyt interview, at han ikke har nogen intentioner om at vende tilbage til Cirkusrevyen og betragter sit liv i rampelyset som et overstået kapitel.
- Jeg fortryder ikke, at jeg er stoppet. Det er rart med de mange pæne ord. Men når man har været det sted, hvor jeg har været, så ved man, hvornår man skal sige farvel og tak, siger 65-årige Claus Ryskjær i et interview med BT.
For tre år siden trak Claus Ryskjær sig tilbage efter, at en snigende sceneskræk gjorde det umuligt for ham at være sit sædvanlige sikre jeg på scenen.
Claus Ryskjær sluttede dermed definitivt karrieren og et helt arbejdsliv på de skrå brædder til stor ærgrelse og savn hos hans kollegaer.
- Jeg savner Claus. Meget. Vi har arbejdet som et makkerpar. Ligesom Kjeld og Dirch. Jeg har ikke nogen makker længere, siger Ulf Pilgaard.