28. jun. 2018
Af Casper Nielsen

Cirkusrevyen skifter hold: Lise Baastrup er tilbage

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20171027_bst_30r9681.jpg
foto: Martin Høien
Cirkusrevyen skifter ud på to pladser i 2019. Lise Baastrup vender tilbage, mens Karsten Jansfort debuterer i teltet på den plads, som Niels Ellegaard efterlader fra årets hold.

Lise Baastrup vender tilbage, og Karsten Jansfort slutter sig til holdet på Bakken, når Cirkusrevyen næste år tager hul på sæsonen.

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard fortsætter. Det samme gør Henrik Lykkegaard. Til gengæld stopper Amalie Dollerup og Niels Ellegaard.

Alligevel er en meget erfaren kerne samlet, når endnu en sæson af hele Danmarks Cirkusrevy løber af stablen i 2019.

Lise Baastrup har savnet Cirkusrevyen

Lise Baastrup tog Cirkusrevyens publikum med storm i 2016 og 2017. I år har hun spillet med i "Midt om natten"-succesen.

- Jeg har savnet Cirkusrevyen og det at tage på arbejde i det gamle telt i den smukke skov. Det gør mig i godt humør. Og det kribler allerede i fingrene for at komme i gang med at udvikle tekster og løse dem på scenen. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at komme tilbage til hele revyfamilien, fortæller Lise Baastrup.

Nyt ansigt i Cirkusrevyen

Karsten Jansfort, som ellers er et kendt ansigt på en lang række revyscener rundt omkring i landet, har aldrig tidligere medvirket i Cirkusrevyen - men i 2019 er det også blevet hans tur.

- For mig står Cirkusrevyen som et flagskib i dansk revy og som et billede på tradition, folkelighed og overdådighed. Jeg glæder mig enormt til at blive en del af den store revyfamilie på Bakken og til at bidrage til at indfri det store publikums forventninger om en revy, der både rammer bredt og samtidig meget præcist, fortæller Karsten.

Traditionen tro instrueres Cirkusrevyen 2019 af Lisbet Dahl, mens James Price for 20. gang som kapelmester står for revyens orkester.

Læs mere om: