Anne Karin Broberg hædret med Årets Dirch
Leif Maibom fik et flot punktum for sin karriere, da han takkede af fra Sønderborg Sommer Revy med Årets Revy i hånden.
Årets Dirch
56-årige Anne Karin Broberg blev oprigtig glad, rørt og fuldstændig målløs, da hun blev kåret som Årets Revykunstner på scenen i Cirkusrevyen i Klampenborg.
Anne Karin Broberg, der fejrer 30-års jubilæum som skuespiller i år, mistede helt mælet og sendte med blanke øjne kys ud til publikum.
Fortjent hyldest
Anne Karin Broberg fik prisen, der også kaldes Årets Dirch, for sine flotte og morsomme fortolkninger af sine numre i revyen Revyperler i Rødvig. Med hædren fulgte blomster og champagne samt 10.000 kroner.
Det var Leif Maiboms Sønderborg Sommer Revy, der blev kåret som Årets Revy, og den kåring fik et fortjent stående bifald fra publikum.
Stopper på revyen
Leif Maibom stopper efter denne sæson på scenen i Sønderborg efter mere end tre årtier, og hans Thorleif-rolle er i dag en legende i revy-verdenen.
Så efter tre års nomineringer blev Leif Maibom virkelig glad for, at Sønderborg Sommerrevy nåede at blive Årets Revy, mens han stadig var med på holdet.
Prisen på 10.000 kroner og de gode champagnedråber blev delt med Leif Maiboms arvtager Jeanne Boel og Rasmus Krogsgaard fra revyholdet.
Læs reportagen fra Revyernes Revy i BILLED-BLADET, der udkommer torsdag den 17. august.