6. nov. 2008
Af af Signe Ravn
Tage Frandsen klipper videre
Tage Frandsen gør opmærksom på, at hans personlige konkurs ikke har indflydelse på hans salon. Der fortsætter kendis-frisøren med at klippe.
Foto: Birger Storm
Tage Frandsen er personligt konkurs, men salonen er ikke berørt, og han klipper videre på Frederiksberg.
I sidste uge forlød det, at Tage Frandsen havde indgivet konkursbegæring i september. Men der var ikke tale om, at kendis-frisørens salon på Frederiksberg var konkurs. Det er derimod Tage Frandsen selv, der er personligt konkurs. Det skriver Se & Hør.
Tage Frandsen gik i 1992 konkurs og har siden betalt af på gælden. Men i september blev han offer for finanskrisen, da hans bank Sydbank pludselig ville have hele sit tilgodehavende på én gang: "…det kan jeg ikke klare," fortæller Tage Frandsen til Se & Hør, men fastslår:
"Jeg skylder ikke noget i min salon, så den er bestemt ikke konkurs. Jeg lukker ikke." Dermed kan både kendisser og almindelige mennesker ånde lettet op. De kan fortsat få sat lokkerne hos Tage på Frederiksberg.