Susse Wold lader sig ikke påvirke af det dårlige sommervejr: Det gør jeg, når det regner
85-årige Susse Wold strålede i et smart, sommerligt sæt, da hun var blandt gæsterne til Verdensballetten 2024.
Premieren fandt sted i Det Kongelige Danske Haveselskabs Have onsdag aften, og heldigvis viste vejret sig fra sin bedste side.
Den folkekære skuespiller glædede sig til en hyggelig aften.
- Jeg holder ferie, lød det med et smil fra Susse Wold, som satte ord på, hvorfor hun elsker den danske sommer:
- Der er vidunderligt i Danmark. Der er fred og ro, og man kan lukke ørene og håbe, at der ikke sker noget frygteligt. Jeg elsker foråret og sommeren i Danmark. Der er ikke noget bedre!
Det danske sommervejr har mildest talt været omskifteligt i juli, men det dårlige vejr påvirker bestemt ikke Susse Wolds humør. Hun har masser at give sig til, når det regner.
- Man læser en bog, tager herind og ser Verdensballetten, går i teateret, i vandet og ses med venner. Og så spiser man en fjordreje, hvis det er meget ekstravagant, konstaterede hun med et grin.