Succes-DJ Martin Jensen: Det lavede han før han blev kendt
Hans musik er streamet over 2,5 milliarder gange, og han har markeret sig som en af Danmarks største internationale artister.
I dag er Martin Jensen succesfuld DJ, og hver fredag aften kan man følge ham i rollen som ”X Factor”-dommer. Men engang så Martin Jensens liv helt anderledes ud.
Det fortæller han i et interview til Familie Journal.
Før han begyndte at forfølge DJ-drømmen, arbejdede den nu 30-årige Martin Jensen nemlig med noget helt andet:
- Jeg har stået i lære som entreprenørmaskinmekaniker i fire år og i seks-syv år arbejdet i min fars firma, der sælger entreprenør- og landbrugsmaskiner. Det er ikke mig, jeg er kreativ af natur, fortæller han til Familie Journal og afslører også, hvad han ville lave, hvis han ikke arbejdede med musik:
- Jeg ville være selvstændig i en eller anden form. At arbejde for nogen kan jeg ganske enkelt ikke finde mig til rette i.
Martin Jensen fandt sin store passion som 15-årig, da han første gang stod bag DJ-pulten til en 18-års fødselsdag. Festen blev holdt i et forsamlingshus i den lille by Sorring, der ligger lidt uden for Silkeborg, hvor Martin Jensen er opvokset.