Stolt Silas Holst gudfar til Malena Belafontes søn
Vild Med Dans-stjernen Malena belafonte spurgte i sidste uge sin dansepartner Silas om han ville være gudfar - den 26-årige danser sagde straks ja.
Ifølge MSN Starlounge var både Malena og hendes mand David enige om at spørge Silas, som Malena kalder for en del af familien.
- Jeg SMS'ede til Silas, at David og jeg havde noget vi ville spørge ham om. Og så blev han vist nervøs. Men han blev helt rørt, fortæller Malena til MSN Starlounge.
- Det er jo også et forholdsvis nyt venskab, men vi føler virkelig, at Silas er en del af vores familie. Og David tøvede ikke et sekund da jeg foreslog Silas. Det er en stor beslutning for alle - samt forpligtende - så vi er rigtig glade alle sammen, fortæller Malena Belafonte.
Silas Holst, der i forbindelse med Vild med dans har fået et meget nært forhold til Malena, glæder sig meget til begivenheden der forventes at finde sted til sommer.
- Det er kæmpestort. Jeg er ved at revne af stolthed, siger Silas Holst til MSN Starlounge.