Stine Kronborg danser poledance i Australien
Danseinstruktøren Stine Kronborg smutter tre måneder til Bobbi's Pole Studio i Sydney for at danse poledance og få lidt inspiration.
- Jeg glæder mig til at kaste mig ud i et eventyr for livet og komme hjem med en masse materiale til mine elever, siger Stine Kronborg til BILLED-BLADET. Hun tager tre måneder til Bobbi's Pole Studio i Sydney.
- Jeg tager af sted for at blive bedre til poledance og for at få poledancing i Danmark op på et højere niveau, end det er nu. Bobbi's Pole Studio er verdens førende og mest markante på det område. Her har Felix Cane - verdensmesteren fra 2009 gået. Niveauet er sindssygt højt, og de dansere, som jeg har set på videoer, kan nogle ting, som jeg bare bliver nødt til at vide, hvordan man udfører, siger Stine Kronborg, der endnu ikke ved, hvor hun skal bo.
- Da poledancing er meget hårdt for kroppen, kan jeg desværre ikke danse konstant, så jeg skal også ud og opleve byen og har allerede taget kontakt til nogle bosiddende danskere, der kan hjælpe mig på vej, fortæller en begejstret Stine Kronborg og tilføjer:
- Jeg har aldrig før været i Australien eller rejst i så lang tid, men jeg føler, at det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Så Danmark - vi ses til oktober!