Stasia vil ikke være konet
Designer Stasia Hallas etablerede sin egen systue i det indre København for mere end 20 år siden. I dag er hun 65 år, og hendes glamourøse kjoler er mere eftertragtede end nogensinde.
Når man er en af Danmarks mest populære kjoledesignere, forventes det måske, at hjemmegarderoben er lige så glamourøs som de kjoler, man viser frem på catwalken når der er modeuge. Men selvom Stasia holder af glitter og glamour, er hun også til rå skindjakker og kontraster.
- Jeg kan godt lide fornemmelsen af, at det tøj, jeg har på, er gennemforarbejdet, at tøjet falder, som det skal, at »nogen har tænkt sig om«. Jeg har nogle få stykker tøj, som jeg har haft i årevis, som jeg elsker, passer på og nyder at have på. Det er lidt som et lille kunstværk. Med årene synes jeg også, at det er vigtigt, at min beklædning er behagelig - at der ikke er noget, der strammer, at jeg kan ånde i tøjet, at det ikke krøller mere end det skal, at det om aftenen ser ud, som da jeg tog det på om morgenen.
Hvordan præger det liv, du lever, din stil?
- I og med at jeg arbejder med mode hver dag, tænker jeg over, hvad jeg tager på. Det er selvfølgelig også af betydning, at jeg flasher nogle af de nyeste ideer, jeg har designet. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg er en omvandrende designsøjle for mit eget brand, selvom jeg nu tit synes, at det nyeste er det sjoveste. Og sætter jeg det sammen med et par slidte jeans, bliver helhedsindtrykket spot on. Ud over det har jeg nok en forkærlighed for kjoler. Jeg elsker kjoler i alle afskygninger, kjoler, der sidder godt og er konstrueret til mig.
Hvilke signaler vil du gerne sende med den måde, du klæder dig på?
- Individualitet. Jeg vil gerne udtrykke den, jeg er. Jeg har altid haft en forkærlighed for kontraster. En rå skindjakke sat sammen med en sort blondekjole selv til hverdag, det er lige mig. Less is more, men derfor behøver det jo ikke at være mindre fantastisk. Konet og damet, det er slet ikke mig. Hvis nogen på gaden fx siger til deres unger: »Pas på damen«, vender jeg mig om for at se, hvem hun mon er, for det kan da ikke være mig …