Tom Kristensen stopper karrieren
Han har vundet Le Mans ni gange og har rekorden med flest sejre i det berømte 24-timers løb, men nu er det slut.
Tom Kristensen har netop afsløret på et pressemøde på Hotel Nimb i København, at han indstiller karrieren som professionel racerkører.
- Jeg føler, at jeg er kommet i mål. Har ikke indtil nu kunnet mærke, at tiden var inde. Men den følelse er blevet endnu stærkere de seneste måneder, så jeg lige nu føler, at det er det helt rigtige at indstille min karriere, sagde Tom Kristensen ifølge BT på pressemødet.
Hædret med ridderkors
Han deltog første gang i Le Mans i 1997, og det var samtidig første gang, at han løb med vindertitlen.
I august var Tom Kristensen i audiens hos dronning Margrethe, hvor han blev hædret med et ridderkors.
Den 47-årige racerkører fra Hobro fortalte ifølge BT på pressemødet, at han i fremtiden fortsætter i Audi som ambassadør og som en del af det team, der fremover skal arbejde med det mentale og fysiske hos den yngre del af Audis fabrikskørere.