Tom Kristensen har ny rolle hos Audi
Når de unge Audi-kørere skal motiveres, kigger de på Tom Kristensen.
Den danske racerkører, der lod sig pensionere i efteråret 2014, er en rollemodel i kraft af sin karriere.
Men derudover har han fået en ny rolle på Audis racerhold.
Tom Kristensen skal motivere de unge
Han arbejder med motivation og har endda opfundet et nyt ord for at beskrive sin funktion.
- Jeg kalder mig selv for "sport-tivator". Jeg skal sørge for, at vores kørere er på toppen fysisk og mentalt. Vi arbejder sammen med det tekniske universitet i München, hvor vores kørere testes tre gange om året. Jeg er med i hele programmet og rådgiver og motiverer, siger Tom Kristensen til BT og fortsætter:
- Det er blandt andet min opgave at sørge for, at de får lavet den helt rigtige træning, og at de udvikler sig i den rigtige retning. Det er jo tit sådan, at dem, der er gode til at løbe, koncentrerer sig om det, og så er det så op til mig at finde ud af, om de også har brug for andre former for træning. Og motivere dem til det.
Tom Kristensen har nyt samarbejde
Tom Kristensen indstillede sin aktive motorsportskarriere i november 2014 efter at have vundet hele ni Le Mans-løb.
Ingen har vundet flere end han.
Han påpeger dog, at han ikke er livstidsansat hos Audi og arbejder med pressearbejde og marketing for andre.
Blandt andet skal den danske legende arbejde med ur-fabrikanten Rolex til Le Mans 2015.